Hillerød Kommune
Hillerød Kommune er kendt for sine internationale ambitioner på snart sagt alle felter, og dem har de også på skoleområdet. Det er kommunens mål, at alle elever i løbet af deres skoletid skal medvirke i mindst ét internationalt projekt. Og det understøttes med mere end blot gode ord.
Således har Hillerød Kommune etableret en international pulje, hvorfra der kan søges økonomisk støtte til klasseudvekslinger, projekter og til læreres efteruddannelsesophold i udlandet. Puljen er på 100.000 kroner om året.
Men nok så vigtigt er det, at kommunens internationale koordinator både er leveringsdygtig i kontakter og hjælp til at sætte form på skolernes projektidéer. Med kommunens assistance har hillerødskoler på det seneste skabt netværk og arrangeret udvekslinger, lærerophold og studieture til Irland, England, Portugal og Polen.
I foråret 2008 har Hillerød Kommune taget initiativ til at udnytte sin spidskompetence inden for skole-hjem samarbejde til en ansøgning om etablering af et Comenius Netværk med dette fokus. Ansøgningen er indgivet i samarbejde med skoler og kommuner i 11 andre europæiske lande.
Hillerød har endvidere vedtaget en internationale strategi. På siden findes også statusopgørelser over kommunens forskellige engagementer.
Kontaktperson: Per Kristensen, udviklings- og skolekonsulent |