Strategi og forankring

Uden en strategi for det internationale arbejde er det vanskeligt at sikre kvalitet, sammenhæng og retning i aktiviteterne. En strategi bør være konkret, realistisk og beskrive hvordan, hvornår og med hvilke midler, gymnasiet vil nå sine fastsatte mål.

Arbejdet med at formulere en international strategi er samtidig en anledning til at sikre, at alle relevante parter inddrages, at der skabes sammenhæng med skolens øvrige mål og aktiviteter, at ansvaret fordeles hensigtsmæssigt, og at økonomien hænger sammen med ambitionsniveauet.

Undervisningsministeriet har i 2004 udgivet en brochure med titlen "Råd og vink til internationalisering af HHX". 

Fokus er på HHX, men de mange gode råd er fortsat relevante for alle gymnasiale uddannelser.

Brochuren beskriver 4 modeller, som gymnasier kan følge i arbejdet med at give undervisningen en international dimension. Læs mere nedenfor:

• Laissez-faire modellen
• Buffet-modellen
• Internationale studieretninger
• Det internationale gymnasium

På næste side har vi samlet eksempler på forskellige gymnasiers internationale strategier.

• Laissez faire-modellen
  Skolen overlader det til interesserede lærere at tage initiativ til og styre de internationale aktiviteter.
  
  Ulempen ved denne model er, at skolens internationale aktiviteter beror på enkelte ildsjæle blandt lærerne, hvorfor der sjældent sker en udbredelse af aktiviteterne til andre fag og klasser. På samme måde er det vanskeligt at allokere ressourcerne målrettet og kvalitetssikre aktiviteterne. 
   

• Buffet-modellen
  Skolen tilrettelægger et antal internationale tilbud, som eleverne kan vælge sig ind på, fx deltagelse i dele af et igangværende Comenius-projekt, studieture etc., men integrerer ikke den internationale dimension i undervisningen generelt.
  
  Ulempen ved denne model er, at selvom udbyttet for interesserede elever kan være stort, udstrækkes den internationale dimension ikke nødvendigvis til andre end dem med umiddelbar engagement. Dermed reduceres den internationale dimension til noget, der kan til- og fravælges af lærere og elever efter interesse.

• Internationale studieretninger
  Skolen opretter en særlig international studieretning som spydspids for internationaliseringen med forventning om, at der vil ske en afsmittende virkning på resten af institutionen.
   
  I denne studieretning fordyber eleverne sig i udvalgte internationale problematikker, og der er indlagt studieophold og måske endda forlagte undervisningsforløb til udlandet.
  
  Den potentielle ulempe ved denne model er, at det ikke er en naturlig følge, at andre end netop eleverne på den internationale linje vil nyde godt af de internationale erfaringer. Det vil derfor være nødvendigt at etablere mekanismer, der kan sikre vidensopsamling og formidling til resten af skolen - fx en international koordinator eller udvalg. 

• Det internationale gymnasium
  På det internationale gymnasium er det et erklæret mål, at alle elever skal opnå interkulturel kompetence. Der lægges en samlet strategi for hele skolen, der sikres forankring i form af et internationalt udvalg og forskellige teams får til ansvar at sikre den internationale dimension i alle studieretninger ud fra et vedtaget mulighedskatalog.
  
  Ulempen ved denne model er, at den forudsætter en væsentlig tilførsel af ressourcer og en fælles forståelse af betydningen af den internationale dimension i undervisningen blandt skolens lærere.